D.F.S. Weihe
OY-VOX (c/n 216) er iflg. DaSK optegnelser bygget hos A.B. Flygindustri, Halmstad i 1943 og solgt til Flygvapnet, hvor den blev registreret som FV 8301, som det første af 19 fly som Flygvapnet købte. Samlet produktion i Sverige var 25 stk. når man inkluderer SE-SHU, som Kockums Flygindustri byggede til Paul MaCready til VM 1950. FV 8301 blev prøvefløjet på F12 Kalmar flyveplads.
Med FV 8301 satte den senere verdensmester, Per-Axel ”Pelle” Persson den 12. juli 1947 verdensrekord i højdevinding med 8.050 meter (absolut højde 8.800 meter). Start fra Örebro kl. 1018 og landing på Skarpnäck kl. 1400. Højdevindingen foregik i en usædvanlig kraftig CB med hagl, lyn og torden, statisk elektricitet i cockpittet og isdannelser på vingerne. Temperaturen var på et tidspunkt minus 45 grader C. (60 år i uppvinden s.105).
Ved VM 1948 i Samedan fløj Per-Axel Persson den civilt registrerede Weihe SE-SCN ”Ållebergs Nicklas” (konkurrencenummer 25), og vandt verdensmesterskabet. Da han 2 år senere skulle forsvare titlen ved VM i Örebro, havde han skiftet til Flygvapnets FV 8301 (konkurrencenummer 26). Nu var det landsmanden Billy Nilsson som fløj i den hæderkronede SE-SCN og vandt verdensmesterskabet, mens Persson i FV 8301 måtte tage til takke med 6. pladsen. Weihe dominerede totalt under dette VM, med 13 ud af de 29 deltagende fly. Hele 7 Weihe indtog de første 8 pladser. Så sent som 1956 var Weihe repræsenteret i VM-feltet.
Den 2. august 1952 havarerede FV 8301 på F5 Ljungbyhed med Ahlberg som pilot. Et ground-loop medførte en brækket vinge og bagkrop. På dette tidspunkt havde flyet 474 starter og 485:46 timer. Vraget blev efterfølgende solgt til en privat gruppe i Havdrup Svæveflyveklub bestående af Poul Harry Nielsen, Erik Olsen og Ejvind Nielsen. En større reparation blev foretaget af ejerne på Køge Svæveflyveklubs værksted i Hastrup med stor hjælp fra aeroplansnedker Bent Frikke, Køge. Han fik en knallert (moped) for sit arbejde, så han kunne transportere sig til værkstedet, for at arbejdede på Weihen. Efter reparationen blev flyet den 25. juni 1958 registreret OY-VOX med Havdrup Svæveflyveklub som ejer.
Til DM 1959 deltog Erik Olsen, Havdrup med OY-VOX (plac. nr. 16/17).
Til DM 1961 deltog Ejvind Nielsen, Havdrup med OY-VOX (plac. nr. 8/29).
Den seneste flyvning med OY-VOX var en 338 km målflyvning udført af Poul Harry Nielsen, antagelig i 1965 eller 1966 (flyets seneste årlige syn udført den 25. april 1965). Flyvningen var med start fra Kalundborg flyveplads og målet var F12 Kalmar. Samme plads hvorfra flyet i sin tid fløj for første gang. Poul Harry Nielsen opnåede med flyvningen sin første diamantbetingelse.
Flyet blev den 9. januar 1969 af ejerne overdraget til Kongelig Dansk Aeroklubs flyvehistoriske sektion (senere til Danmarks Flyvemuseum og Danmarks Tekniske Museum).
Efter forhandlinger med Danmarks Tekniske Museum i 2016, blev 9 fly som museet havde stående i depot og ikke længere havde plads til overdraget til DaSK, deriblandt OY-VOX. I 2025 er klubben i gang med at forberede en restaurering, bl.a. gennem fremskaffelse af tegninger fra SVS i Sverige og fra Wasserkuppe museet. Der forudses en ekstremt omfattende restaurering, idet alle dele som er limet med den svenske Kaurit, må skilles ad, renses og limes med ny lim.
-
Registrering:OY-VOX Ex FV 8301
-
Årgang:1943
-
Fabrikat:AB Flygindustri
-
Cn (byggenummer):216
-
Kategori:2
-
Spændvidde:18,00 meter
-
Længde:8,135 meter
-
Vægt, tom:230 kg
-
Vægt, fuld:335 kg
-
Glidetal:1:29 ved 70 km/t
-
Min. synkehastighed:0,58 m/sek ved 60 km/t
-
Max hastighed:? km/t
-
Stallhastighed:55 km/t
-
Max hastighed i spilstart:90 km/t
-
Max hastighed i flyslæb:110 km/t
-
Max hastighed i uroligt vejr:? km/t