Overtraf Danmarksrekorden - og fik Karantæne
Storebælt overfløjet fra Vest til Øst. Med sommersæsonens begyndelse fortsatte de danske svæveflyvere fremgangen fra 1947, baade fra centret i Vandel og paa Sjælland. Søndag den 23. maj naaede John Wetlesen som den første fra Vandel over baade Lille- og Storebælt til Sjælland, og lidt senere samme dag landede Harry Nielsen fra Stamgruppen langt inde i Sverige efter en lidt længere flyvning paa 180 km.
Der er dog sansynligt, at Wetlesen faar rekorden med 172 km, idet Harry Nielsen ikke menes at have slaaet Wetlesen med tilstrækkelig margin. Endelig fløj Knud Wermuth Jensen 108 km fra Vandel til Nyborg.
Jylland - Sjælland
I sidste aars usædvanlige vejr med meget lidt svæveflyvevejr med vestenvind tænkte mange naturligvis paa at komme fra Vandel mod øst. Faktisk havde Cowboy i al stilhed dengang udført en flyvning fra Vandel til Gribsvad paa Fyn, en distance paa ca. 60 km. Tanken har imidlertidig været at komme videre og faa æren af den første Storebæltflyvning fra vest mod øst, en flyvning, som ogsaa Odense-svæveflyverne har ligget og drømt om.
Den 23. maj inviede "den kendte" John Wetlesen unionens nye fine spil kl. 1125 og gik i det fine vejr mod øst. Lillebælt blev overfløjet, derpaa Fyn, og saa gik det ud over Storebælt og ind over Sjælland.
Efter præcis 5 timers flyvning landede han "Hvor Fensmark hæver sit kirketelt med den røde top imod sky og smiler over til Gisselfeldt og Vester-Egede by" ved Næstved.
Wetlesen, som sidste sommer fik guld-c-højden i Chekoslovakiet og saaledes "kun" mangler distancen paa 300 km, fløj i den lille Hütter 28, som derved har foretaget sin hidtil længste flyvning. Længere flyvninger vil sikkert følge efter, for nu gælder det om at foretage den første flyvning Vandel - Sverige! Dette er omtrent den eneste vej, som aabner os muligheder for de helt store flyvninger. Den største højde under flyvningen, som vi ikke har kunnet fravriste Wetlesen nærmere enkeltheder om, var 2.000 m.
Roskilde - Blekinge
Harry Nielsen startede kl. 1230 i klubbens "Olympia" OY-DEX, som nu er forsynet med bundkobling, paa eksercerpladsen ved Roskilde uden egentlige tanker om at gaa paa "stræk". - Grundet et endog meget fint svæveflyvevejr var den højst tilladte flyvetid sat til en halv time. Han var ikke længe om at komme i kontakt med termikken og skruede sig op til en højde af 1.400 meter. Den lille djævel, der bor i enhver rigtig svæveflyver, hviskede ham straks i øret, at han skulle stikke af. Næh, sagde han - det gaar ikke. "Jamen kan du da ikke se de fantastiske skygader, der rækker ligesaa langt som øjet". - "Jo du, men det er synd for de andre, der ogsaa gerne vil tilvejrs". Men djævelen blev ved - "Det er den mest oplagte chance, du endnu har faaet; tror du ikke, hvis det havde været en af de andre, at han saa havde taget den? - du er tosset, om du ikke stikker af!"
Saadan blev han ved med at friste, og efter at have ligget over Roskilde og betænkt sig en time, faldt Harry for fristelsen og satte kursen mod København.
Det varede kun 20 minutter under en skygade, saa havde han kongens by liggende under sig, og skruede sig her op til 1.600 meter. Saa kom næste etape - Øresund; han stak over mellem Saltholm og Hveen og naaede svenskekysten i 800 meters højde. Over Sverige fik han først lidt stigning, saa han kom op i 1.000 meter og klarede sig et stykke vej paa det. Men saa begyndte det at blive svært, og over en sø i Skaane maatte han helt ned i 250 meters højde, før han fangede termikken igen. Den bragte ham imidlertid op til 1.600 meter under en skygade, og han kunne i ro og mag fortsætte turen.
Men tiden gik, og solen begyndte at kigge ned under skyerne, kl. 1910 dansk tid gik den ikke længere, og han landede ved Lister-Mjelby, en by i Blekinge, efter at have fløjet en distance paa 180 km, og været i luften i 6 timer og 40 minutter. Det overtraf baade distancerekorden og varighedsrekorden i termik.
Rygtet om, at et svæveplan er landet, løber stærkt - og kort tid efter møder nogle svæveflyvere fra den nærliggende by Kristiansstad op. De havde netop flyveudstilling i byen og ville partout have "Olympiaen" stillet op paa torvet som reklame. Han maatte desværre sige fra, da det gjaldt om at komme hjem igen. Han ringede hjem, og Kurt Nielsen mødte op med en KZ III til at bugsere; De naaede dog ikke længere end til Bulltofta, saa var klokken blevet for mange - og Kurt Nielsen fløj hjem alene. Om tirsdagen blev han saa bugseret til Kastrup af en Klemm 35 fra Aeroklubben i Malmø - hjem til et startforbud paa 5 flyvedage!
Tro nu ikke, vi kritiserer nogle interne klubbestemmelser, der blev overtraadt ved flyvningen. Vi ser i startforbudet et tegn paa, at dansk svæveflyvning efterhaanden er naaet et saa højt stade, at man ikke længere betragter en distanceflyvning som noget chokerende og af den grund glemmer de bestaaende regler!
"Cowboy"s bror flyver Vandel - Nyborg - og deres mor vil svæveflyve!
Flyvning nr. 3 den dag blev udført af Knud Wermuth Jensen - Cowboy's bror - han fløj i Baby OY-DUX til Nyborg, en distance paa 108 km.
Cowboy er den lykkelige indehaver af 5 brødre, som alle er svæveflyvere, og da vi skrev og bad Knud berette om sin flyvning, fik vi et brev fra hans moder, der fortalte, at han var rejst til Finland; vi tillader os at citere et stykke af brevet, der viser, at ikke alle svæveflyvermødre er lige uforstaaende over for deres afkoms flyvelyst:
"Jeg haaber bestemt at faa en tur med Harald (Cowboy) i sommer, det har vi aftalt; jeg synes, det kunne være rart at prøve.
(FLYV 23. maj 1948)